Tyskland erklærer psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende.

I dag har jeg sendt følgende henvendelse.

Til: Stortingets helse- og omsorgskomité. Stortingets justiskomité. Helse- og omsorgsdepartementet. Justis- og politidepartementet.
 
Kopi: Rådet for psykisk helse. Den norske legeforening. Norsk psykiatrisk forening. Norsk psykologforening. Norsk sykepleierforbund. Landsforeningen for pårørende innen psykiatrien (LPP). Mental Helse Norge. We Shall Overcome (WSO). Organisasjonen Hvite Ørn. Aurora støtteforening. Varslerunionen. Citizens Commission on Human Rights (CCHR) Norge. Norsk senter for menneskerettigheter (SMR). Amnesty International Norge. Helsedirektoratet. Pasientombudskollegiet. Statens helsetilsyn. Sivilombudsmannen.
 
Blindkopi: Andre mottakere.
 
Tyskland erklærer psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende.
 
Etter flere års diskusjon vedtok det tyske parlamentet 18. juni 2009 endelig en ny lov om juridiske bindende psykiatriske forhåndserklæringer. Lovgiver har tydelig og med stemmer fra samtlige politiske partier blitt enige om å gyldiggjøre pasientens vilje, derigjennom også selvbestemmelseretten i en hvilken som helst situasjon mot en hvilken som helst medisinsk eller statlig paternalisme, uansett type og stadie av en sykdom. Les mer i pressemeldingen om innføringen av juridisk bindende forhåndserklæringer i Tyskland under her.
 
Jeg ber med dette Helse- og omsorgsdepartementet om å kontakte rette departement i Tyskland, for å få bekreftet hvorvidt denne informasjonen er korrekt. Dersom informasjonen er korrekt – ber jeg med dette Stortinget om å innføre juridisk bindende psykiatriske forhåndserklæringer også i Norge. Norge kan ikke være bekjent av å være dårligere enn Tyskland innen pasientrett, herunder helserett og menneskerett.
 
Jeg ber også organisasjonene og instansene som får kopi av denne meldingen, om å verifisere hvorvidt nyheten fra Tyskland er korrekt. Dersom informasjonen er korrekt – ber jeg med dette de samme organisasjonene og instansene om å arbeide for å få innført juridisk bindende psykiatriske forhåndserklæringer også i Norge, så raskt som mulig. Mange psykiatriske pasienter lider under den tvangsinnesperring, tvangsmedisinering og annen form for psykiatrisk tvang som man utsettes for. Jo raskere den tyske modellen blir innført i Norge – jo mer lidelse vil norske tvangsinnlagte og tvangsmedisinerte statsborgere bli spart for.
 
Les pressemeldingen om innføringen av juridisk bindende forhåndserklæringer i Tyskland under her. Pressemeldingen er oversatt fra tysk til engelsk av den tyske sekretæren i IAAPA, Rene Talbot.
 
Jan Olaf Ellefsen

Klikk her for å lese pressemelding fra Berlin, 18. juni 2009.

Dette innlegget ble publisert i Uncategorized. Bokmerk permalenken.

13 svar til Tyskland erklærer psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende.

  1. Titta sier:

    Lenken til pressemeldingen fører kun hit. Så jeg har ikke lest den.

    Men generelt er jeg skeptisk til å få rettigheter dersom jeg ikke kan være trygg på at det finnes kompetanse til å håndheve dem på en god måte.

    Jeg er veldig for målet ditt, men jeg tror ikke det blir nådd ved en lovendring ‘ovenfra og ned’. Lovendringen må komme nedenfra og opp, og da må vi med pasienterfaring tålmodig veilede våre hjelpere om hva som virker og hva som ikke virker, bygge opp allianser, og sette delmål som er realistiske og realiserbare.

    I 2006 ble mine nærmestes bønn om at jeg ikke skulle tvangsmedisineres respektert inntil jeg holdt på å dø av at det ikke var noen av personalet som evnet å gi meg den tryggheten som var nødvendig for at jeg skulle spise og drikke.

    Det førte til tilbakeslag for meg, men jeg overlevde, og har fått avgiftet meg og slikket mine sår, og jeg har fått tilbake livskrefter og håp. Hadde der vært en juridisk bindende forhåndserklæring fra meg som forbød tvangsmedisinering, ville den mellommenneskelige inkompetansen jeg ble møtt med ha tatt livet av meg.

    Jeg er ikke blitt for tvangsmedisinering av denne grunn, jeg syns det er forferdelig, krenkende og tragisk at det utøves i så stort omfang. Men per i dag er ikke den alternative håndteringen vi trenger til stede, og det ville bli mange tragedier, for ikke å snakke om kaotiske og ulevelige tilstander på våre psykiatriske sykehus, dersom det brått ble ulovlig å bruke atferdsregulerende medisinering der.

  2. Titta, takk for orienteringen om feil link til pressemeldingen, nå har jeg oppdatert den :)

    Når det gjelder forhåndserklæringer, så vil de ikke gjelde når det oppstår en livstruende situasjon, som du beskriver. Når livet er i fare, så vil man alltid med nødrettslovgivning i hånd kunne gripe inn – for å redde liv.

    Når det gjelder alternative behandlingsformer – så er jeg helt enig at den per idag ikke er tilstede i stort omfang – og grunnen er enkel: Psykiatrien har monopol på sine metoder i offentlig psykisk helsetjeneste – og kun psykiatriens fagfolk har refusjonsrett til å bedrive slikt privatpraktiserende også.

    Når man innfører forhåndserklæringer – så vil det også åpne opp for at man kan få inn alternative metoder i psykisk helsetjeneste. Fordi dem som da slipper tvang (i ikke-livstruende situasjoner som nevnt over) – vil da kunne oppsøke alternative retninger, siden vi som har signert på forhåndserklæringer ikke kan bli tvunget inn i psykiatrien lengre – og etterhvert vil da disse alternative retningene få behandlet flere pasienter, og etterhvert få dokumentasjon på at også deres metoder virker – og etterhvert også få innpass i offentlig helsetjeneste. Hvor lang tid vil ta, er en annen sak.

  3. Titta sier:

    Ja, i mitt tilfelle ville nok nødrettsparagrafen ha vært tilstrekkelig.

    Og jeg mener altså at monopolet må og kan brytes innenfra, ved tilrettelegging og utprøving av alternativer der, og ikke ved å åpne for at en vrimmel av private alternativer skal få refusjonsrett. Det vil de færreste klare å orientere seg innefor, med en sosialt svært skjev ressursfordeling og tilheling som resultat.

    Eller kanskje jeg heller skulle si: enda skjevere enn i dag:

    http://www.virrvarr.net/blog/2009/06/14/om-tvang-og-psykiatrikritikk/

  4. Titta sier:

    «M e n jeg mener altså,» skulle jeg ha skrevet! Mitt gamle hode blir trøtt av å tøyle engasjementet så uttrykket blir noenlunde klart og leselig – så nå må jeg pause fra denne debatten. Eventuelt svar fra deg får altså ikke eventuell kommentar fra meg før tidligst i morgen!

  5. Marian sier:

    Titta: Jeg ved godt, at det umiddelbart måske lyder forkasteligt, men kaotiske tilstande på psykiatriske sygehusafdelinger ville muligens kunne føre til, at øvrigheden blevnødt til, at begynde at tænke i andre end psykiatriske baner, hvad hjælp til mennesker i krise angår. At man blev nødt til at begynde at lytte til os.

    At indgå alliancer, er meget fint, men indtil videre ser jeg kun, at det fører til, at psykiatrien, meget modstræbende og i tilsvarende snegletempo, hist og her overtager et par begreber fra os overlevere – såsom «recovery» – uden dog at overtage begrebernes indhold med dem, og at man, lige så hist og her og i snegletempo, giver en smule «brugerindflydelse» – på ting som hvilken trøje man helst vil tage på, på en bestemt dag, eller måske om man hellere vil have te eller kaffe til morgenmaden. Great!

    Personligt har jeg derudover det problem med alliancer, at jeg selv aldrig ville kunne indgå en alliance med en ansat i sundhedssektoren omkring emotionelle kriser, da jeg grundlæggende ønsker, at få disse kriser/problemer klassificeret som psyko-sociale i stedet for som medicinske. Dvs. jeg kunne indgå alliancer (og har indgået dem) med psykologer, socialarbejdere, filosoffer o. lign., men altså aldrig med f.eks. psykiatere eller psykiatriske sygeplejere, så længe de optræder i deres rolle som professionelle i stedet for som mennesker, og så længe de holder fast ved, at være eksperter. – Og så prøv lige, at få bare én af disse professionelle til at indrømme, at de i grund og bund ikke ved en dyt om det, de kalder for «psykisk sygdom», og at det vel egentligt er de mennesker, der op- og gennemlever kriserne, der er de sande eksperter på området! Der findes ikke mange Loren Moshers derude, der har den ydmyghed.

    Jeg er ikke sikker på, at systemet går at ændre indefra. Simpelthen fordi jeg ikke mener, systemet kan forbedres, men bør udskiftes. Helt.

    I princippet er sejren for de tyske aktivister mht. forhåndserklæringerne jo også opnået udefra, ikke indefra.

    Mht. Virrvarrs indlæg: meget godt indlæg. Jeg er dog uenig i, at der skulle findes nødvendig tvangsanvendelse. Der findes nødvendig indgriben, her og nu, når en situation er farlig. That’s it. Og så tror jeg heller ikke, problemerne kan løses ved, at personalet ændrer syn på «patienterne», men må snarere løses ved at personalet ændrer syn på sig selv. Som sagt foroven: væk fra en selvopfattelse, der siger: «Jeg alene vide», til én, der spørger: «Hvordan kan jeg hjælpe dig?»

  6. Titta sier:

    Hvordan tenker du, Marianne, at en fullstendg utskifting av systemet skal foregå? Hvor raskt? Og hvor henter du det nye personalet fra – eller mener du at det finnes en kjapp måte å få dem til å endre syn på seg selv? Hvem skal ta vare på alle de medisinavhengige menneskene mens systemskiftet skjer, og under hvilke forhold? Eller syns du de må ofres for den gode saks skyld?

  7. Marian sier:

    Titta: For mit vedkommende kan det slet ikke ske hurtigt nok. Men jeg tror også, at det ikke er muligt overhovedet, uden et skift i menneskenes bevidsthed generelt…

    De, der er afhængige af psykofarmaka, bør tilbydes hjælp til udtrapning. En hjælp, der selvfølgeligt ikke er begrænset til selve udtrapningen, men også omfatter støtte til at klare sig uden stofferne. Og de, hvor udtrapning ikke fungerer, f.eks. fordi de har været på stadset i flere årtier, og simpelthen er for skadede, til at kunne undvære, de bør selvfølgeligt stadigt have adgang til det.

    Jeg synes også, det er ok, at lade dem, der ønsker det, have adgang til korttidsvirkende, beroligende stoffer, når tingene brænder på for dem, her og nu. Det, der absolut bør stoppe, helt!, er, at mennesker bliver langtids-, «vedligeholdelses-«, medicineret, og anvendelsen af f.eks. neuroleptika. Undtagen altså mht. dem, der er gjort afhængige af dem, og ikke klarer udtrapning.

  8. Titta sier:

    Hvis du ikke tror det er mulig å få til et systemskifte uten et skifte i menneskenes bevissthet generelt – noe som absolutt ikke kan skje raskt (bortsett fra ved bruk av psykoaktive kjemikalier), da er det jo langvarig, tålmodig arbeid som må til, og ikke kjappe lovbestemmelser som forutsetter en kompetanse som ikke fins for å kunne virke godt i praksis.

  9. Marian sier:

    Titta: Det er nærmest en naturlov, at der ikke sker forandringer, uden forudgående kaos…

    Og bortset fra det, så tænker jeg, at den tyske lovændring vil redde flere liv, end både den og ikke mindst tvangspsykiatrien selv koster/har kostet.

  10. Titta sier:

    Du mener det er en naturlov at det ikke skjer forandringer uten forutgående kaos?

    Da er det jo merkelig at du har så stor tillit til den forandrende effekt av en velordnet parlamentarisk vedtatt lovendring i Tyskland.

  11. Marian sier:

    …der må anses som at være resultat af forudgående kaos (lidelse). Dermed ikke sagt, at dette resultat er løsningen (enden på alt kaos). Bare et skridt på vejen.

  12. wkeim sier:

    Her er min forhåndserklæring dvs. en reservasjon mot psykiatrisk undersøkelse, diagnostisering og behandling: http://home.broadpark.no/~wkeim/files/patverfue-en_anonym.html

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s